PARK•WINE

2014 Vincent Morey & Sophie Chassagne Montrachet Vieilles Vignes Bourgogne Blanc, Hvidvin, Frankrig, Bourgogne, Chardonnay, 13,0%

Udsolgt

PRODUCENTEN
Domaine Vincent & Sophie Morey blev grundalgt i 2006 da Vincents far Bernard Morey, en af Chassagnes mest berømte vinproducenter, efter 46 års arbejde delte sin ejendom mellem sine to sønner Vincent og Thomas. Vincent er den ældste og er uddannet ønolog i Beaune. Efter egen erfaring på andre vingårde (bl.a. i St. Emilion!) vendte han tilbage til faderens vingård i 1986. 20 års arbejde ved faderens side har uden tvivl påvirket ham!
2007 var hans første årgang for sig selv og druerne kom dels fra halvdelen af Bernards vinmarker, dels fra de vinmarker hustruen Sophie (hun er selv uddannet ønolog) bragte med sig fra familiens ejendom i Santenay (Domaine Ménager-Belland). I dag laver Vincent & Sophie vin i kælderen på familiens ejendom ved Les Morgeots i Chassagne. Vinmarkerne er fordelt  på i alt ca. 20 ha. i Cheilly-les-Maranges, Santenay, Chassagne, Saint-Aubin og Puligny.
OMRÅDET
Chassagne-Montrachet ligger i Côte de Beaune i det sydlige Côte d'Or, som umiddelbar nabo til kommunerne Saint-Aubin, Puligny-Montrachet og Meursault.
I Chassagne finder man nogle af Bourgogne og Frankrigs bedste og dyreste hvidvine lavet på Chardonnay – bl.a. le Montrachet og Bâtard-Montrachet, men kommunen byder også på en del vinmarker beplantet med Pinot Noir, som producerer røde Chassagne, som er værd at interessere sig for!
VINIFICERING & MODNING
Vincent & Sophie Moreys Chassagne-Montrachet Blanc ”Vielles Vignes” er lavet på druer fra gamle vinstokke dyrket på en enkelt parcel på 0,60 ha. nedenfor skråningerne i retning mod Puligny-Montrachet. Parcellen vender mod sydøst og er beplantet i 1950, 1955 og 1989. Undergrunden består mest af ler med en mindre andel kalk.
Vinen er gæret (både den alkoholiske og den malolaktisk gæring) og modnet 100% på fade, hvoraf 40% er nye. Aftapningen foregår midt i august i året efter høsten.
SMAGSNOTATER
Chassagne-Montrachet Blanc ”Vieilles Vignes” har både Chassagne-vines intensitet og ”smøret” stil, men også en renhed og mineralitet, som mest ligner Puligny-vine. Den er meget åben og moden, næsten svulmende først i duften, men afslører hurtigt mere sprøde og delikate toner. I smagen kommer der både toner af eksotiske frugter, gule ferskner og akacieblomst, men også mere stramme toner af citrus, blade og et stænk af flintsten til sidst. Det er en meget kompleks og samtidig charmerende vin. Bag umiddelbarheden fornemmer man også en god tannin og en struktur, som giver vinen en god modningspotentiale.
SERVERINGSFORSLAG
Da vinen udvikler sig ganske pænt med lidt iltning, kan der anbefales at hælde den på karaffel inden servering – helst i store Bourgogneglas. Kan serveres til de fleste skaldyr- og fiskeretter, f.eks. gerne til suppe eller bisque. Perfekt til rødskimmeloste fra Bourgogne.