PARK•WINE

2013 Vecciano Toscana Duca Di Saragnano


Hvert år valfarter turister fra hele verden til Toscana. Den berømte og skattede region i Mellemitalien er begunstiget af både smukke landskaber, behageligt klima, lækker mad og skønne vine.

Toscana er én af Italiens mest innovative og dynamiske vinregioner, men sådan har det ikke altid været. I mange år var området mest kendt for bastflasker med mere eller mindre underlødig Chianti-vin. Her, i ét af Italiens smukkeste hjørner, på Monte Cetonas skråninger grundlagde familien Barbanera i 1938 deres familiefirma. Området Valdichiana ligger midt i Toscanas åndeløst smukke landskab. I dag fremstår Barbanera som en dynamisk, moderne virksomhed med eksport til det meste af verden. Oprindeligt koncentrerede familien sig om vine fra Toscana, men den stigende efterspørgsel efter vine fra Italiens øvrige regioner førte til en udvidelse af Barbaneras produktportefølje, som nu også omfatter vine fra andre italienske områder. Ikke ufortjent har Barbaneras vine de seneste år opnået adskillige udmærkelser og medaljer. Ét af de helt store resultater er Vecciano Toscana Rosso 2011, som af Luca Maroni blev kåret som "Best Red Wine of Italy" i hans guide "Annuario dei Migliori Vini Italiani 2014" (The 2014 yearbook of the best Italian wines).

Helt i tråd med familietraditionerne købte Paolo og Marco Barbanera for en del år siden en række vinmarker omkring den lille landsby Piazze, hvor vineriet Vecciano også ligger. Vecciano var et eksperiment, som ikke alene hurtigt viste sig at blive en bragende succes, men også gav Paolo og Marco Barbanera stor glæde og tilfredsstillelse ved på helt tæt hold at opleve videreførelsen af områdets stolte traditioner. I dag har Vecciano-gården udvidet sine jorder til 9 hektar.

Serien Duca di Saragnano er navngivet efter Hertugen af Saragnano, som var flygtet fra araberne og havde slået sig ned i Midtitalien og her arvede titlen Hertug af Saragnano. Han blev en nær ven af familien Barbanera, og som et symbol på deres venskab tillod han familien Barbanera at benytte navnet Duca Saragnano til en serie af vine. Når vi skåler i Duca di Saragnano vinen, udbringer vi derfor en skål for det tætte venskab imellem mennesker.

Toscanas vine er fremstillet enten udelukkende eller overvejende på områdets hovedrue Sangiovese. Det gælder også Vecciano Toscana IGT, som her er i en blend med Merlot-druen. Vinen fremstilles efter traditionelle toscanske forskrifter og modner i 18 måneder på egetræsfade samt seks måneder på flaske, inden den frigives til salg.

Vecciano Toscana er en harmonisk vin med intens rubinrød farve med fine lilla reflekser. Duften er let krydret med masser af moden frugt og en smule vanilje fra lagringen på egetræsfade. Vinen har en dejlig fyldig, men samtidig blød og lækker frugtsmag. Den lange vedholdende eftersmag vidner om en vin i flot harmoni.

Vinen er en perfekt ledsager til rødt kød, eller til det populære italienske køkken.

Serveringstemperatur 16-18°C.

Pressen:
Årgang 2013
Luca Maroni - 99 point